torsdag den 30. marts 2017

Sund og nem banan-is

I tirsdags var det et skønt aftenvejr, og børnene mente, at det bestemt var på sin plads at cykle en tur i det dejlige vejr...efter is. Jeg mente dog kun, at det var på sin plads at cykle en tur (skrappe mor, altså), men indvilligede dog i at lave hjemmelavet is, når vi kom hjem (søde mor, altså....).

Det blev til denne MEGET nemme og ret skønne banan-is (som...meget-vigtig-detalje...forudsætter, at du har frosne bananer i fryseren...)

2 frosne bananer (pr. person)
1/4-1/2 tsk. vaniljepulver pr. 2 frosne bananer

De frosne bananerne skæres i skiver med en skarp kniv (det kan også med fordel gøres, inden du fryser dem), og kommes i en foodprocessor. Kør det godt indtil det har en helt cremet konsistens. Tilsæt vaniljepulveret og kør et par omgange mere. (Hvis vaniljepulveret tilsættes helt fra start, oplever jeg at isen bliver ret brun, så derfor gør jeg det først til sidst).

Isen kan spises som den er, men smager perfekt, for lakrids-elskere som mig, rørt med lidt lakridspulver. Og toppet med hakket chokolade, frysetørrede bær, hakkede nødder/mandler - eller hvad du lige har i skabet eller fantasien kommer op med.  

Jeg er ved at fintænke en endnu bedre (og en lille smule mere avanceret) udgave af hjemmelavet is, som smager knapt så meget af banan. Den hører du om, når den er afprøvet i weekenden :)



søndag den 12. marts 2017

Drømme-kage-chokolade-muffins

I går var Simon og hans fodboldhold blevet inviteret til Baboon City i Herning for at fejre et par søde fodboldkammeraters 13 års fødselsdage. Og det skulle ske med pizza og kagemand. Og intet ondt ord om det. Men som i nok ved (ellers kan i læse/genlæse her), så tåler Simon jo ikke så godt hverken gluten eller mejeriprodukter.

Han var en sej lille gut dér for knap 4 år siden. Han spiste ikke en krumme forkert. Og stod virkelig på mål og var prøveklud for alle mine underlige bagerier og sjove kokkerier. Selvom det kun er 4 år siden, så var der slet ikke så mange gluten- og mælkefrie varer på hylderne, som der er i dag. Og selvom jeg slet ikke er fan af eller fortaler for ret mange af dem (da de ofte er fyldt med både stivelse og sukker), så er det alligevel rart at kunne ty til i en snæver vending :-).

Efter dét år med total udelukkelse af gluten og mejeriprodukter, har Simon spist "som alle andre", når vi/han er ude. Han tilpasser det selv, og ved godt hvor han kan undvære eller tage noget andet. Herhjemme spiser han stadig uden gluten og mejeriprodukter. Dog spiser han smør (rigtig smør!), da det mest består af fedt og næsten ingen laktose (mælkesukker) eller kasein (mælkeprotein), som er det, han reagerer på.

Simon er blevet mere bevidst med alderen, om at han (igen) gerne vil undvære gluten- og mejeriprodukter, når han er ude også. Og selvom det er svært - både at se på det de andre spiser, og som han også godt selv gad at kunne spise, og det "dilemma" at være anderledes og blive lagt mærke til....så er han alligevel kommet til et sted, hvor han er begyndt at tænke på, og gøre dét der er bedst for ham selv og hans krop. At han spiller så meget fodbold og har en masse drømme med det, sparker også godt til motivationen og vedholdenheden.

Så det var i stor kærlighed og med massiv stolthed, at jeg i fredags bagte disse drømme-kage agtige muffins, som han kunne få med til fødselsdag lørdag. Fødselarernes mor havde været så sød og betænksom at sørge for glutenfri pizza hos Baboob City til ham.


Fordi Mad Gør En Forskel v/Jane Rybergs billede.

Opskriften kommer her til 15 stk:

250 g. glutenfri havregryn
2 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljepulver
3 spsk kakaopulver
100 g. smør
2 dl. rismælk
3 æg
200 g. kokossukker

Mal havregryn til mel i f.eks. kaffemølle eller minihakker, og kom bagepulver, kakaopulver og vaniljepulver heri. Smelt smørret og kom rismælken heri. Pisk æg og sukker godt sammen. Rør smør/rismælk i ægge/sukkerblandingen, og derefter også havremelet. Giv dejen ca 5 min at samle sig i, imens du sætter fine og store muffinsforme på en bageplade. Brug evt en lille stabil muffinform inden i en stor form.
Bag dem ved 180 grader i 15 min. midt i ovnen.

Kokos-topping:
70 g. smør
2 spsk rismælk
100 g. kokossukker
50 g. kokosmel
1 spsk kakaopulver

Smelt smørret og tilsæt rismælk og kokossukker. Lad det koge kort op. Bland kokosmel i og rør godt rundt. Fordel massen på kagerne (når de har bagt 15 min), og bag dem yderligere 10 min. i ovnen ved 180 grader.

torsdag den 5. januar 2017

Lakridsdrøm

SUKKERFRI JANUAR kører nu for 5. år i træk på min Facebook side. 
135 har "tilmeldt" sig, eller jeg skulle måske hellere sige committet sig, for det er ikke sådan at forstå, at man tilmelder sig noget, og så får noget igen. Man committer sig med et tegn eller en smiley i kommentarfeltet under opslaget på Facebook siden, og så definerer man selv sine kriterier.
For sukker er jo virkelig et vidt begreb.
Er det alt det synlige sukker, der skal væk i januar, som ingen er i tvivl om ikke bidrager til noget sundt (slik, is, kager, sodavand, saftevand osv.) - eller er det også alt det usynlige sukker, som der er i f.eks. ketchup, pålæg, brød, kiks osv.? Og hvad med det kunstige sukker? Og hvidt brød, hvide ris og hvid pasta, som også fungerer som sukker for kroppen. Man sætter helt selv sine egne kriterier for hvor vildt det skal være.

Jeg hepper lidt og kommer med lidt fif og opskrifter undervejs.

I dag har jeg lavet LAKRIDSDRØM - og de ér virkelig en drøm. Især hvis man - som jeg - elsker smagen af lakrids.


Her kommer opskriften:
250 g. dadler
150 g. mandler
1 spsk rå lakridspulver
1 spsk kokosolie
1 tsk vaniljepulver
2 spsk vand

Kør det hele i foodprocessoren indtil det er kørt godt sammen og er blevet til en ensartet masse. Læg et stykke bagepapir på bordet, og hæld massen ud på midten af bagepapiret. Læg bagepapiret sammen rundt om massen, så du kan trykke massen flad og ensartet som en firkant ved hjælp af bagepapiret (så undgår du også at få beskidte fingre :-)  ).

TOPPING (er ikke pinedød nødvendig, men smager godt):
Det kan blot være smeltet mørk chokolade, og med drys af hakkede mandler, kokosmel, frysetørret bær o.l. Men lige her i januar spiser jeg jo altså ikke chokolade (det gør jeg så rigeligt de andre 11 måneder ;-) ) - og jeg har derfor lavet denne chokolade/nutella-agtige ting:

100 g. hasselnødder
6 finthakkede bløde dadler
2 spsk rå kakaopulver
1 stor spsk kokosolie
3 tsk honning
4 spsk kokosmel
½ tsk vaniljepulver
Et nip salt      
3 spsk vand eller ris-, eller mandelmælk

Rist først hasselnødderne i ovnen i 6-8 minutter v. 200 grader. Kom nødderne i et rent viskestykke og rul dem godt rundt, så skallerne falder nogenlunde af. Hak nødderne i minihakker indtil det er blevet en anelse cremet. Tilsæt de finthakkede dadler og kør en tur igen. Tilsæt så de øvrige ingredienser og kør det godt sammen til du har en cremet ensartet nutella-agtig konsistens.

Smør passende mængde "nutella" oven på lakrids-massen (og gem resten i køleskabet til et stykke knækbrød måske) - og pynt med f.eks. kokosmel og frysetørret hindbær.

Stil hele "kagen" i fryseren min. 1 time - og skær den herefter i mundrette stykker, og opbevar i køleskabet. De smager allerbedst helt kolde.

UHMMMM......  jeg tror nok lige at jeg skal ud forbi mit køleskab nu!

mandag den 27. april 2015

Snickers-barer


For et stykke tid siden var vi til et foredrag omkring kost og træning i FC Midtjylland, hvor Simon træner fodbold nogle gange om ugen. Der blev serveret nogle hjemmelavede snickers, som blev anbefalet drengene inden træning/kamp for hurtig energi. De var mega gode, men da der gik noget tid inden opskriften kom ud til os, måtte vi selv igang med at eksperimenterer. 

Nu har vi så fået opskriften - og afprøvet den, men drengene foretrækker stadig vores eget eksperiment. Så den fortsætter vi da bare med. Det tager ingen tid, og er simpelthen så let at lave! No kidding.....
Jeg er ikke vild med snickers-smagen og peunutbutter, men de her glider fint ned :-D .... 























Her er opskriften:

250 g. dadler
1 spsk kokosolie
4 spsk peanutbutter
100 g. mørk chokolade
1 tsk. vaniljepulver
80 g. saltede cashewnødder

Kom dadler, kokosolie, peanutbutter, 40 g. mørk chokolade og vaniljepulver op i foodprocessoren og kør det godt sammen. Tilsæt så de saltede cashewnødder og kør lidt igen (kun lidt, så nødderne forbliver grofthakkede). Smelt de sidste 60 g. chokolade over vandbad. Tag snickers-massen og bred det ud på et stykke bagepapir og pres det godt sammen. Brug evt et fad/skål med høje kanter for at holde formen. Og læg gerne bagepapirer hen over massen, så du rigtig kan jævne det ud og presse det godt sammen. Når du har en fin fast firkant, hælder du den smeltede chokolade ovenpå, og stiller det i fryseren min. 1 time. Skær dem herefter ud i passende bidder/barer og opbevar dem i fryser/køleskab.   









Sådan et par barer følger næsten altid med i sportstasken til før træning, og til før og under kamp. 

På foredraget omkring kost og træning var der stort fokus på at få nok protein. Kroppen og musklerne (som består af protein) nedbrydes under træning, og for den bedste restitution (minimere skader og ømhed, komme dig hurtigere, have mere energi, og være bedre og hurtigere til næste træning) skal den genopbygges igen. Og det sker ikke af sig selv. 

Specielt den første ½-1 time lige efter hård træning/kamp er det med at udnytte "det åbne vindue", som cellerne (smart nok) laver for at give mulighed for at tilføre energi og protein tilbage til musklerne. 

De gængse anbefalinger for tilstrækkeligt protein lyder på proteindrikke, proteinbarer, proteinmælk, drikkeyoghurt, kakaomælk etc, men pga. forarbejdningen, ingredienserne og mælkens slimdannende og hormonfyldte bidrag anbefaler jeg ikke disse.   

Jeg anbefaler at genopbygge kroppen med proteinholdige sager til musklerne som f.eks hampefrøprotein, frø, kerner og nødder - evt lavet til guf-kugler, proteinbarer eller proteinshake. Eller knækbrød eller bolle m. kyllingebryst, æg eller tun.
- Og samtidig tilførsel af lidt hurtige kulhydrater til opfyldelse af glykogendepoterne og gendannelse af energiniveauet - f.eks. i form af frisk/tørret frugt.

Da nogle ofte ikke har den store lyst til at spise lige efter en hård omgang træning, samt det faktum at mad tager længere tid at nå frem til muskelcellerne, da det først skal omkring fordøjelsen - vil en proteinshake være genialt, da flydende kost lettere og hurtigere optages i blodet. Jeg er ved at eksperimentere med forskellige hjemmelavede slags, og der kommer selvfølgelig opskrifter, når de er godkendt af mine skarpe og kritiske dommere herhjemme ;-)  


Pssst
.....og så er det jo også - ikke at forglemme - under hvile og søvn at kroppen restituerer og genopbygger sig selv. Så husk sengetiden (note to self!, også selvom jeg ikke ligefrem kan prale af at dyrke hård træning...)

tirsdag den 21. april 2015

Vandmelon-pizza

Idag har vi fejret Sarahs 5 års fødselsdag i børnehaven med grovboller m. smør og vandmelon-pizza. Og en miniæske smarties til at runde af på. Fordi damen selvfølgelig skulle have lov at dele lidt "normalt" ud også ;-).

Jeg vil rigtig gerne være fortaler for sunde fødselsdage. Rigtig gerne. Men jeg vil nødigt lade barnet komme i klemme og føle sig anderledes, fordi mor nu har en anden (sund!) dagsorden. Derfor synes jeg, at fordelingen mest-sundt-og-(meget)-lidt-usundt går an. Medmindre man desideret har en nul-sukker politik i institutionen; det gør det selvfølgelig meget lettere for alle. Både forældre og børn. 



























Jeg havde været i det lokale pizzaria og tiltuske mig tomme pizza-bakker, så vandmelon-pizzaerne tog sig bedst ud :-). Selvom jeg samtidig var en anelse bange for alle børnenes skuffede blikke, når de opdagede, at det slet ikke var rigtig pizza! Men den tanke blev gjort til skamme, for børnene var vilde med det. Og Sarah (og jeg) havde haft det sjovt med at lave dem.











































Da vi kom hjem efter fødselsdagen, fortsatte Sarah og dejlig veninde med at lave sjov med den vandmelon (og anden frugt), vi havde i overskud. 

 Det kom der disse skønne sommeris ud af - efter et par timer i fryseren. 





...og en masse andet skæg og ballade ;-)








søndag den 7. december 2014

Brændte mandler

F*ck de er goooo'e!!, udbrød drengene nærmest i munden på hinanden. Og det er lige hvad de er. Både med lakridspulver og uden. Dem må du simpelthen love mig at prøve. Inden jul og i julen. 

De tager kun et øjeblik at lave, og der er til flere øjeblikkes nydelse. Hvis du formår at gemme lidt... - det gik ikke så godt her ;) ...




Du skal bruge: 
150 g. mandler
3 spsk. kokospalmesukker
1 spsk. kanel
1 spsk. vand
Evt. 1-2 tsk rå lakridspulver

Sådan gør du:
Kom kokospalmesukker, vand og kanel (og evt. lakrids-pulver) på en pande og varm det op, så det smelter. Rør det godt sammen. Når det er flydende, tager du panden af varmen og tilsætter mandlerne. Rør godt rundt i det, så alle mandler bliver ”overtrukket”. Læg mandlerne på et stykke bagepapir fri af hinanden, og lad dem køle helt af. Tør dem evt. i ovnen 10-15 min. ved 120 grader, hvis du synes, de skal knase lidt mere.


torsdag den 9. oktober 2014

Iblødsatte knækbrød på havre og kerner

Kender du de der kerne-knækbrød kun lavet på kerner og æg? De er super gode, men ikke så børnevenlige... I hvert fald ikke i dette børnehjem :-).

Og så kan de også være lidt hårde ved fordøjelsen og vitamin- og mineralslugende, idet kernerne ikke er iblødsat først, og dermed ikke blevet fraspaltet fytinsyren (som hvert frø og korn indeholder for ret praktisk ikke at gå i spiring i utide). Denne fytinsyre suger vitaminer og specielt mineraler (zink, kalk, magnesium, jern m.fl.) til sig i din mave som en stærk magnet, men kan fraspaltes ved iblødsætning.

Fantastisk hvordan naturen har sit våben - og vi har vores ;-).

Mit eksperiment med knækbrød idag gik derfor ud på at iblødsætte dejen først samt at gøre dem mere børnevenlige ved at tilsætte (glutenfrit)mel til dejen også.

Det fungerede faktisk godt. SÅ godt at selv legekammeraten, som vi havde på besøg, og som ikke altid synes om mine påfund, spiste en halv plade selv ;).






Du får opskriften her:

1 dl. havregryn
1 dl. sesamfrø
1 dl. solsikkekerner
1 dl. hørfrø
1 dl. chiafrø
3 dl. havremel (havregryn kværnet til mel i kaffekværn)
6 dl. vand
1,25 dl. olivenolie
2,5 tsk salt

Rør alle ingredienser sammen i en skål med en grydeske. Det er ret tyndt i starten, men frø og mel suger snart alt væden til sig. Lad det stå på køkkenbordet i ca. 8 timer.

Rør herefter rundt i dejen, og bred det halve af portionen ud på et stykke bagepapir (put et andet stykke bagepapir ovenpå, så er det super nemt at få bredt jævnt ud med hænderne), Det andet halve af dejen kommer du på en anden bageplade. Fjern bagepapiret igen, som du har brugt til at "rulle ud" med og skær dejen for med en kniv, der hvor knækbrødet skal deles efter bagningen (eller lad være og bare bræk det i forskellige rustikke stykker efter bagningen).

Bag knækbrødet midt i ovnen ved 160 grader i ca. 40 min. Lad herefter knækbrødet afkøle helt på en bagerist og opbevar dem i en lufttæt beholder. Hvis midten af pladen er for blød og ikke sprød, når du tager dem ud, så knæk det yderste sprøde af, og gi midterstykket 5-10 min. mere.


Ps: Har du ikke chiafrø i køkkenskabet, så bare put lidt flere af de andre frø i, og spar så måske lidt på vandet, da chiafrø opsuger virkelig meget vand...

Pps: Har du ikke tid til hele processen med iblødsætning, så brug kun det halve vand og kom dem i ovnen med det samme ;-)


mandag den 6. oktober 2014

Fødselsdags-iskage

I fredags blev jeg 39, og derfor kom min søde søster og mine små dejlige nevøer forbi med et knus, en smuk buket og en gave - og det skulle de da selvfølgelig have en rigtig fødselsdags-iskage til gengæld for ;).

Jeg havde derfor smækket denne hurtige men søde sag sammen, og den blev spist rub og stub af 3 voksne og 5 børn.




Opskriften får du her:

Kagebund:
250 g. dadler
150 g. mandler
3 spsk. kokosolie
1 banan
2 spsk. kakaopulver
½ tsk. vaniljepulver
1 tsk. kanel
3 æg
Skal af en hel appelsin og saften af en halv

Kør det hele godt sammen i foodprocessoren og bred det ud på en bageplade med bagepapir til en lagkagestor størrelse.

Bages i 160 grader ovn i ca. 25 min.

Is:
2 frosne bananer (skåret i skiver for at skåne blender eller foodprocessor)
1 pose frosne jordbær
1 spsk. honning
1 tsk. vaniljepulver

Kør isen i blender eller foodprocessor indtil den har den rette is-konsistens. Men pas på, det er meget hårdt og du kan nemt risikere at skulle stoppe foodprocessoren eller blenderen en del gange for at skubbe isen ned igen..og så køre lidt igen...og så skubbe lidt ned igen.... osv. Selvfølgelig alt efter hvilken maskine, du ejer. Men det ER bøvlet værd! Selv på min ældgamle foodprocessor, der både er blevet skæv i opvaskemaskinen af at være for tæt på varmelegemet, og har slået revner af mit knokleri med den!

Nå tilbage til kagen.... Put nu isen ovenpå den afkølede kage og pynt med lige hvad du har. Hos mig blev det lige vindruer og hakket mørk chokolade.

søndag den 5. oktober 2014

En sundere havregrød

Vil du gerne gøre dine børns og/eller din egen elskede HAVREGRØD endnu sundere, så prøv dette...eller bare noget af det :-):

- køb glutenfrie havregryn (hvis du har mistanke om allergi/intolerance, eller bare gerne vil undgå gluten)

- sæt grynene i blød aftenen før, så den finurlige fytin-fætter minimeres (fytin er i alt korn, frø og kerner og beskytter det helt hensigtsmæssigt mod spiring i utide, men det blokerer samtidigt for optagelsen af vigtige mineraler, og gør det svære at fordøje) Denne fytinsyre nedbrydes så fantastisk ved at i blødsætte kornet/frøene ca 8-10 timer. Du koger det bare om morgenen i det samme vand.

- kog grøden på vand i stedet for mælk (hvis du har mistanke om allergi/intolerance eller bare gerne vil undgå komælk)

- kom 1 stor spsk. kokosolie i den færdige grød og rør det godt rundt (giver et fint tilskud af det sunde energigivende mættede kokosfedt, som bl.a styrker fordøjelsen og immunforsvaret og hæmmer væksten af bakterier, virus og svampe)

- slå et par æg i, når grøden er færdig og rør godt rundt i gryden under et par minutters fortsat opvarmning (gør grøden mere proteinholdig og dermed blodsukkerstabil). Eller spis et blødkogt æg ved siden af.

- kom ægte kanel og vaniljepulver i grøden, fordi det giver en god smag. Kanel virker også stabiliserende på blodsukkeret.

- brug mandelmælk over grøden på tallerkenen, hvis der skal noget flydende på (hvis du har mistanke om allergi/intolerance eller bare gerne vil undgå komælk)

- put rosiner, abrikostern, æble-/pære- eller bananstykker ovenpå, meget gerne sammen med et drys af sunde superfoods som f.eks. gojibær, chiafrø og hampefrø

- hak dadler og mandler groft og put ovenpå grøden. Det giver lidt crunch til den ellers lidt flade grød...

- mal hørfrø og sesamfrø (eller andre kerner/frø) fint i kaffekværn (og den hardcore type kan også blande brændenælde the i for bl.a. ekstra kalk) og drys det over grøden på tallerkenen. Det skal laves påny hver morgen og bruges ret straks, da de fine men sarte fedtstoffer inden i frøene let harskner.  

- VIL dine børn (eller du) have sukker ovenpå grøden, så prøv med kanelsukker lavet af ægte kanel blandet med kokospalmesukker


Prøv allerede noget af det til din morgenmad imorgen :-)

God fornøjelse med den sundere udgave af havregrød.

tirsdag den 30. september 2014

Simon's solstrålehistorie

Dette blogindlæg handler om Simon - vores første barn - på nu 10 år.

Det er rimelig langt, selvom jeg endda har skåret over halvdelen væk :-). Læs Simons historie, hvis du har lyst til at blive klogere på madens betydning.

De første 4 måneder af Simons liv var hårde. Vi bar ham konstant. Fik alt for lidt søvn. Alt for lidt hvile. Havde alt for mange spekulationer og bekymringer. Der var rigtig meget larm i vores hoveder. Han græd nemlig MEGET. Vi fandt aldrig rigtig ud af, om det var kolik (og hvad er kolik egentligt...?!) Han havde svært ved at tage på - og jeg var MEGET insisterende på, at jeg VILLE amme. Så det var besøg af sundhedsplejersken hver uge til kontrolvejning. Py ha, jeg får helt stress (igen) bare ved tanken. Det var nærmest som at være til eksamen.

Omkring 2 års alderen, da han begyndte at kunne snakke, sagde han ofte "ondt i maven", men lægen mente ikke, at der var noget alarmerende, da han aldrig var syg eller træt, var motorisk helt med og alt var helt som det skulle være. Rundt omkring sagde venner og bekendte også velmenende, at dét siger børn tit, og at de altid siger "maven", selvom det måske er andre steder, de mener.

Så vi slog os til tåls med det. (selvom jeg i mit stille sind tænkte, så det knagede)

Da han var 2½ år opdagede vi pludselig en weekend, at hans pung ved tissemanden var helt hård og hævet op som en lille ballon. Vi blev selvfølgelig forskrækkede og ringede til vagtlægen, som beroligede os med, at det var vandbrok, han havde. Vi skulle kontakte egen læge, og lade ham vurdere om det skulle opereres.

Lægen ville gerne se det an, om det ikke gik i sig selv - og hver gang til den årlige børneundersøgelse tjekkede han det - og rådede os til at se tiden yderligere an, da det hverken gjorde ondt på ham - og ikke var der konstant. Det kom og gik i løbet af dagen, men var aldrig væk i flere dage i træk. Han forsikredes os også om, at det ikke ville gå ud over fertiliteten.

Hans afføring var altid løs, ofte meget løs. Og det bekymrede mig meget, da en god fordøjelsen altid har været en af mine store kæpheste. Så jeg havde altid et ret vågent øje dér også.  

Ved 5 års undersøgelsen spurgte jeg lægen, om vi ikke kunne få ham tjekket for gluten- og mælkeallergi på baggrund af, at han ofte havde ondt i maven, havde oppustet mave, meget løs afføring, og var begyndt at få OCD-lignende tendenser - f.eks. var han enormt bange for at blive syg og kaste op, han var bange for at lege med nogen, hvis han blev syg, (og det sjove var, at han ALDRIG var syg) Desuden havde vi haft samtaler i børnehaven omkring tvangstankerne, været til børnespykolog nogle gange, ja, vi var faktisk også selv i "forældre-terapi", fordi vi troede, at det måske havde noget med os at gøre, at vi taklede ham forkert, gav for meget efter, eller tog for lidt ansvar og styring... eller noget helt fjerde, som gjorde, at han nogle gange gik helt i baglås, blev ude af flippen, i totalt raseri, panikangst - ja, vi var mildest talt lidt i chok, og vidste nogle gange ikke hvad vi dog skulle stille op. Og ville det nogensinde stoppe...?

Jeg vidste, at der kunne være en sammenhæng mellem mentale ubalancer (som ADHD, OCD, autisme, asberger osv) og maden. At hvis man ikke kan fordøje proteinet i mejeriprodukter og gluten, så kan der dannes neuropeptider (morfinlignende stoffer, som skaber rod og kaos i hjernen).

Lægen gik med til at lave en allergi-test på ham.

Testen var negativ. Så var vi så langt... Ingen allergi! I hvert fald af den ÆGTE slags...

For egen regning tog vi kontakt til Nordic Clinic i København, som laver tests på intolerancer (og meget andet).

Efter 8 uger havde vi svaret!

Simon havde en intolerance overfor mejeriprodukter og gluten - OG dannede neuropeptider.

Alligevel - trods en positiv test - havde vi ikke mod på at starte helt op.
Dels var vi bange for Simons reaktion på, at han skulle være anderledes. Kunne han takle det?. Ville det blive endnu værre med hans evige frygt, raserianfald osv? Og modsat tænkte jeg, at hvis maden var årsagen, så ville det kaos, der var i hans hoved jo forsvinde, efterhånden som han ikke fik de sager, der skabte det. Rent logik, og alligevel SÅ svært...
Også omgivelsernes reaktion var vi usikre på (var vi/jeg nu ikke lidt for meget, stakkels dreng osv osv)

SÅ vi valgte at starte op DELVIST. Det vil sige, at vi spiste 100% gluten- og mælkefrit herhjemme, og når vi/han var ude, i skole, til fødseldage, hos bedsteforældre osv - så spiste han, det der nu blev serveret.

Sådan kørte vi i 2 år!

Det var ikke noget problem herhjemme, vi havde levet næsten uden mejeriprodukter hele tiden (med undtagelse af smør og lidt fløde) - og mht. gluten så skiftede vi pastaen og lasagnepladerne ud med de glutenfrie, og brød/boller/knækbrød blev afprøvet i alle afskygninger (og gør stadig!)

Min mand kunne slet ikke have med at gøre, at hans søn skulle lide, når vi andre sad og smaskede os i boller og lagkage til fødselsdage og andre lejligheder. At vi selv skulle medbringe mad til fødselsdage i klassen og hele tiden være på forkant med situationerne osv osv. Dét synes han ville være frygtelig synd for ham, og sætte ham i et stort socialt dilemma. Så derfor blev det et kompromis med den delvise løsning.

Så blev Simon 7½ år og begyndte at blive mere opmærksom på sig selv og andre. Der opstod en udfordring i forhold til gymnastiktimerne, da Simon blev bange for, om nogle ville drille ham eller spørge til hans vandbrok - så hver fredag morgen stod vi med en dreng, der græd fra hans stod op, og til vi kørte af sted i bilen. Og det endte meget ofte med en seddel i hånden, at han havde hovedpine, ondt i benet - eller hvad vi nu lige kunne finde på i farten. Vi talte selvfølgelig med lærerne om det til sidst, og de foreslog velmenende, at vi kunne fortælle børnene det, som det var, eller at han evt. kunne bade i lærernes baderum - men det fungerede slet ikke i Simons hoved. Der ville blive alt for meget opmærksomhed omkring det, og det kunne han slet ikke forliges med.

I april måned 2012 besluttede vi (dvs. mest min mand), at NU skulle han opereres! Han skulle ikke lide mere... og ja, jeg opgav nok lidt diskussionen - selvom jeg følte, at vi IKKE havde prøvet ALT.

Da Simon og hans far kom hjem fra forundersøgelse til operation, var jeg lykkelig. Lykkelig fordi, lægen havde sagt, at han ikke ville operere! Han mente, at det kunne få større komplikationer (også kosmetisk) at operere, at det kunne nå at forsvinde af sig selv endnu, og at vi måtte forsøge at lære ham en måde at acceptere og omgås det på.

Jeg kan huske, at jeg gik ud i gangen og måtte lige nive mig selv i armen. Var det virkelig sandt, at de kom hjem og fortalte at operation IKKE var en mulighed?! Jeg var ved at tude! Af lykke!

Der var én mulighed tilbage, følte jeg, som vi skyldte Simon at prøve!
Min teori gik på, at så længe han stadig fik gluten og mejeriprodukter, så ville hans tarme være irritable og oppustede, og det kunne måske betyde større tryk/pres ned i pungen.

Jeg talte med Simon og min mand om muligheden; 3 måneder uden gluten og mejeriprodukter. Og de var begge helt med. De var parat til at gøre alt. ALT!

SÅ vi fortalte familie, venner, skole og kammerater om det, og de var helt enestående og forstående. Ja, tænk at vi havde troet andet! Det må i sgu undskylde ;)!

Vi startede d. 5. maj 2012 - og ville køre indtil efter sommerferien.

Og tænk sig! Allerede før sommerferien var vandbrokket væk og har ikke været der siden! Og de OCD-lignende tendenser aftog i den grad.

Spørg mig - om jeg ikke havde lyst til at råbe det HØJT alle vegne!! Hør nu her... Mad GØR en forskel - Forstå det, du kan gøre uendeligt meget selv! Du kan spise dig til meget, og du kan spise dig fra meget!

Efter godt 1 år med total udelukkelse af mejeriprodukter og gluten, begyndte vi så småt at introducere det igen. Og hverken de OCD-lignende tendenser eller vandbrokket er vendt tilbage. Men vi passer stadig på, og spiser nærmest ikke mejeriprodukter eller gluten herhjemme.

Jeg kan stadig få tårer i øjnene ved tanken om alt det vi og Simon har været igennem - og måske kunne have været skånet for. Og samtidig tror jeg på at der er en mening med alt - og en lærdom i alt. Og nu - hvor vi er på den anden side - tænker jeg jo tilbage på det forløb, som en kæmpe gave, øjenåbner og en erfaring rigere. For os alle.

Så kære forældre derude:
Tænker i, om det kunne være noget for dig eller dine børn at ændre kostvaner, så bliv ved med at arbejde med det. Undersøg, læs, søg, spørg....og hav antennerne ude. Læg mærke til symptomerne, de kommer for at fortælle noget vigtigt. Og HUSK intuitionen slår sjældent fejl!


fredag den 17. januar 2014

Sunde kugler

Jeg har skrevet om sunde kugler flere gange før. Men en god sag kan ikke gentages for tit.
Du får lige her endnu en opskrift i samme boldgade. Den kan jo varieres i det uendelige, og lige efter hvad køkkenskabene byder på. Mine skabe indeholder ofte ingredienser til disse kugler, så det bliver dem, foodprocessoren oftest kører rundt med. Og specielt i denne måned - som traditionen tro er helt sukkerfri - er disse meget velkomne...





Opskriften lyder:
300 g. figner
20 dadler
3 håndfulde mandler
3 håndfulde hasselnødder
2 store spsk. rå kakaopulver
1 spsk. hampeproteinpulver
1 spsk. hybenpulver
1 spsk. kanel
1 tsk. vaniljepulver
½ tsk. kardemomme
1 stor spsk. kokosolie
2 spsk. appelsinsaft
Reven skal af 1 hel appelsin

Det hele køres i foodprocessor til en sammenhængende klump. Tril en masse kugler og rul dem evt. i kokosmel, lakridsrodspulver, hybenpulver eller lad dem blot være som de er. Stil dem på køl. Eller i fryseren. Så holder de længere. Måske ;)

Et godt og tidsbesparende tip fra mellemste barnet her:
Fyld det kuglerne skal vendes i (f.eks. kokosmel) i en plastikpose. Kom ca 10 kugler i posen af gangen og ryst ;)

onsdag den 16. oktober 2013

Æblemuffins på fisketur

Det er efterårsferie - og derfor ren hygge og afslapning. De sidste par dage har vi tilbragt sammen med min familie i et skønt sommerhus i Ebletoft med den mest fantastiske havudsigt, pejs, boblebad, swimmingpool og værelser nok til 3 familier. Ej, hvor vi nød det - og ikke mindst det dejlige og afslappede selskab!

Hjemvendt fra Ebeltoft, gik turen idag til Bakkely fiskesø. Med fiskestænger og fiskegrej - og madkurv fyldt med æblemuffins. Mums - de var blevet gode, selvom chokoladen knap nok var smeltet, før de røg ud i bilen - og afsted det gik i det skønneste efterårsvejr.


Opskriften, som er pærelet (eller æble, om du vil ;-)), kommer her:
150 g. mandler
80 g. cashewnødder
80 g. hasselnødder
1 tsk. bagepulver (gerne vinstens)
1 stor spsk. kokosolie
2 dl. kokosmel
2 tsk. kanel
½ tsk. vaniljepulver
1 nip havsalt
3 æbler
2 spsk. honning
½ dl. vand
5 æg
1½ dl. rosiner

Kom mandler og nødderne i foodprocessoren og hak dem groft. Tilsæt bagepulveret og kør et par omgange mere. Tilsæt kokosolie, kokosmel, krydderier, æbler (uden skræl), honning og vand og kør det hele sammen. Tilsæt æg et efter et og kør til sidst rosinerne med rundt et par omgange, så de stadig forbliver hele.
Kom dejen i muffinforme (ca. 12 stk.) og put dem midt i ovnen ca. 35-40 min. ved 160 grader.






































Kagefadet blev hurtig tomt - og fingre, mund og tøj var afslørende for en vældig appetit og kagebegejstring :-). Jeg var også begejstret! Ja, selvfølgelig over et tomt fad, da det jo altid er spændende, hvordan endnu et mad-eksperiment bliver modtaget! Men allermest over naturens storslåethed og ro. Hold nu op - det er ikke sidste gang, jeg har været på fisketur. Med dejlige unger og varme æblemuffins. Og så skidt da med, at vi ikke fangede det mindste...

lørdag den 4. maj 2013

Proteinstænger

Bageriet Aurion laver - blandt en masse andre fantastiske produkter - nogle lækre chokolade-orange-figenstænger. De smager supergodt og er lige til at tage med i tasken, eller give med i madpakken.

Vi er storforbrugere af dem herhjemme - og derfor fik jeg sidste weekend idéen, at jeg selv ville prøve at efterligne opskriften. Det kom der faktisk et rigtig godt resultat ud af. Vores drenges kommentarer var i hvert fald: "De smager en smule bedre, end dem vi køber". Så det tager jeg som et stort kompliment :)....



Chokolade-orange-figenstængerne er en fin konkurrent til slik og kage - og samtidigt et supersundt mellemmåltid evt. sammen med lidt gnavegrønt a la gulerødder, snackpeber, agurk osv.

Her er opskrifter:
300 g. tørrede figner
1 spsk. kokosolie
1½ dl. mandler
2 spsk. hampeproteinpulver
2 spsk. kokosmel
1 tsk. kanel
½ tsk. vaniljepulver
1 tsk. hybenpulver
2 spsk rå kakaopulver (eller alm. kakaopulver)
Saften af ½ appelsin
Reven skal af 1 appelsin

Alle ingredienser køres godt sammen i foodprocessoren til en fin og ensartet masse. Form til små stænger, som tilsidst rulles i kokosmel. Stilles på køl - og nydes gerne med stængerne oppe ;).

Hampeproteinpulver er - som navnet siger - fyldt med protein. Det indeholder det fulde spektrum af aminosyrer og essentielle aminosyrer - og er meget rig på fibre. Som Rebecca Persson skriver om lige her, så er hamp den hotteste darling indenfor superfood!

Og fignerne har kun et GI på 61 sammenlignet med dadler, som er helt oppe på 103. Så påvirkningen af blodsukkeret er ekstra minimeret i disse stænger. Og det er jo ikke så skidt endda! 

søndag den 28. april 2013

Tomat-skvalder-salat

Lige nu vælter skvalderkål op af jorden. Enhver haveejers mareridt! Men forband eller bekæmp den endelig ikke. Ukrudtet er nemlig rent krudt for dine celler. Skvalderkål er sprængfyldt med vitaminer og mineraler - og har gennem tiden været brugt mod fordøjelsesbesvær og blærelidelser. 

Så eksperimentér med den. Smid den i salaten, smoothien, gryderetten, suppen - eller prøv at juice den.   

Forårsmånederne er den bedste tid at høste skvalderkål, men de kan sagtens høstes helt hen til september. (kør evt. en tur gennem dem med plæneklipperen engang i mellem, så har du hele tiden nye friske skud)


Her er en simpel opskrift på tomat-skvalder-salat:

6 blommetomater
1 god håndfuld skvalderkål
½ bdt. purløg
2 fed hvidløg
6 spsk olivenolie
1 spsk citronsaft
1 tsk. balsamicoeddike
Urtesalt

Skær blommetomaterne i kvarte. Hak skvalderkålen fint. Klip purløg i små stykker. Bland det sammen i en skål. Lav en dressing af olivenolie, citronsaft, balsamicoeddike, presset hvidløg og urtesalt og hæld den hen over salaten.

tirsdag den 16. april 2013

Glutenfrie boller

Vi elsker disse glutenfrie boller. Vi bruger dem både som alm. boller m. pålæg til mellemmåltid og i madpakken, som burgerboller m. salat til aften - og som morgenbrød i weekenden (når vores børn sukker efter rundstykker...)


Hvis du har lyst til at prøve dem, så får du opskriften lige her:

1 l. vand
2 spsk. Husk eller Skallin
100 g. sesamfrø
100 g. solsikkekerner
100 g. hørfrø
150 g. kikærtemel
150 g. rismel
150 g. boghvedemel
1 tsk. havsalt
1 spsk. bagepulver (gerne vinstens)

Hæld vandet i en stor skål og tilsæt Husk/Skallin. Lad det stå et par minutter (så det gelerer), imens de øvrige ingredienser vejes af. Bland bagepulveret i melet, og kom kerner, frø, mel og salt i vandet/geléen - og rør det godt sammen. Lad det stå nogle timer, evt. natten over - så mel, frø/kerner får lov at nedbryde fytinsyren (som beskytter dem mod spiring, men hæmmer optagelsen af vigtige mineraler og enzymer). Det vil gavne din fordøjelse og give dig et større næringsindhold.

Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir med en ske, pensl med vand og drys med sesamfrø. Bages midt i ovnen ved 160 grader i 50-60 minutter.

TIP TIL BLØDE BOLLER: Jeg putter dem altid i en frysepose, mens de stadig er varme, så bliver de helt fantastisk bløde. Skift dog pose når bollerne er kolde, da dampen laver vand i posen ;-)

Her er eftermiddagsmad til drengene og deres kammerater. I bollerne er et par blade hjertesalat, et par skiver lammepølse fra Hanegal, nogle skiver agurk samt en sjat god mayo...

TIP TIL GRØNNE BOLLER: Put gerne fintrevet squash eller gulerødder i - det gør dem kun endnu sundere, og mere svampede. (tilsættes først lige før bagningen)

torsdag den 28. marts 2013

Banankage med hindbær

Åhh denne skønne opskrift må du have. Den laves pt ret ofte her i køkkenet. Den er super nem at lave - og samtidig helt uden mel, hvidt sukker og mejeriprodukter.

Fantastisk kage. Og fantastisk smuk kage også... 

De der syrlige og fine frysetørrede hindbær på toppen, de passer bare perfekt til chokolade - både i smag og udseende. Ja jeg må indrømme, at jeg er en voldsom æstetiker. Mine øjne betyder virkelig meget for mine følelser. Det gør mig så glad at spise noget, der fryder øjet (og bonus er, at når mundvandet begynder at løbe ved synet, så produceres der vigtige og gavnlige fordøjelsesenzymer i spyttet).

Mine drenge griner tit af, at jeg altid skal pynte min mad sådan. Jo flere lag jo bedre og der skal altid farve på. Gerne masser af farve. Det kommenteres ret ofte. Men jeg kan bare ikke lave en 'flad med leverpostej'. Sådan er dét.  

Tilbage til kagen - her får du den nemme opskrift:



4 spsk. kokospalmesukker
5 æg
3 modne bananer
75 g. fint kokosmel/kokosfibre (kan erstattes af andet mel, så skal vandet bare undlades)
1 stor tsk. bagepulver (gerne vinstens)
1 tsk. vaniljepulver
½ tsk. kardemomme
150 g. mandler
200 g. tørrede dadler
(1½ dl. vand)
50-70 g. mørk chokolade
Frysetørrede hindbær eller frysetørret skovbærmix (kan købes i helsekostbutikker)

Kokospalmesukker køres i foodprocesser sammen med æg til en fin luftig masse. Tilsæt bananer, og kokosfibrene iblandet bagepulver og krydderier. Kom mandler og dadler (samt vand) i maskinen og kør det hele, indtil du har en ensartet masse.

Smør en tærteform med kokosolie (eller olivenolie) og hæld dejen i. Bag ved 160 grader i ca 40-45 minutter midt i ovnen.

Så snart kagen er ude af ovnen, puttes små stykker mørk chokolade på kagen - og når det er smeltet, smøres det ud over hele kagen. Drys med finthakkede frysetørrede hindbær (kokosmel eller hakkede mandler kan også sagtens bruges)

God fornøjelse!

Ps: Er blevet tippet om, at vand sagtens kan undværes, da dejen ellers bliver for tynd. Det kan afhænge af hvor kraftig en foodprocessor, du har og hvor fint den "moser" det - men også om du bruger kokosfibre, som er fedtreduceret og suger meget væske til sig. Så kom vandet i til sidst og lidt af gangen. Dejen skal være rimelig tyk.

tirsdag den 8. januar 2013

Sundt sødt i januar #3 - Forslag til sundt sødt (og sunde mellemmåltider)

Det handler om at se muligheder og alternativer - fremfor begrænsninger, forhindringer og undskyldninger.

Som Henry Ford så fint siger: What you see, depends on what you're looking for

Det foregår alt sammen i dit mindset!

Så på med de optimiske og støttende briller - og smid de negative og beklagende langt væk.

Føl de følelser det vil give dig at nå dit mål! Det er helt grundlæggende følelserne, der driver os til, at vi gerne vil flytte os fra et sted til et andet. De følelser vi tror, det vil give os!

Nana Rebecka skriver så smukt omkring løfter og løftebrud (se mere på Gentle ~ Power), at "det en god idé at skrive ned, hvordan du også på andre områder (end selve målet) kan skrue op for de følelser, du tror, du vil få ved at nå målet". Så vil du meget lettere, hurtigere, mere smertefrit og mere glædesfyldt komme i mål. Dine følelser tiltrækker nemlig dine ønsker...
Rent praktisk vil det sige, at når du f.eks. optimerer din sundhed med målet at være sukkerfri i januar, så vil du have langt lettere ved at nå dit mål, hvis du samtidigt også optimere på andre tiltag der giver dig samme "sunde" følelse, som f.eks. motionere mere, gå tidligere i seng osv.

Her kommer mine favoritter til sundt sødt (og sunde mellemmåltider, så du ikke går sukkerkold):
  • Sunde kager (se her, her og her (kan sagtens spises selvom det ikke er jul mere!)
  • Frugtkugler (se her, her og her)
  • Müslibar/energibar (hjemmelavede eller f.eks. disse eller disse)
  • Tørret frugt (f.ek.s rosiner, abrikoser, dadler, svesker, figner, mango) blandet med mandler og nødder (f.eks. valnødder, hasselnødder, cashewnødder, paranødder) + gojibær, morbær, kokosflager, raw chokolade (hav altid sådan en bøtte blandet trail-mix i tasken, når du er på farten) 
  • Jordbær eller anden frugt med raw chokolade 
  • Dadler m. nøddesmør (f.eks. hasselnød, mandel, cashew)
  • Banan m. nøddesmør (f.eks. hasselnød, mandel, cashew)
  • Æblebåde m. kanel drysset på 
  • Frugtsalat m. hakkede mandler, nødder, hampefrø og lidt kanel. vaniljepulver, kardemomme.
  • Gulerødder, agurker, peberfrugt m. avocado (f.eks. guacemole som dip)
  • Letristede frø og kerner (solsikke, sesam, græskar) tilsat lidt havsalt, urtesalt eller tamari
  • Avocado og æg m. gulerods-, peberfrugt-, bladselleri- og agurkestænger
  • Spejlæg, scrambled egg m. fintsnittede grøntsager i 
  • Kerne-knækbrød m. marmelade (sødet m. æble) og/eller figenpålæg  
  • Glutenfrie boller m. abrikosmarmelade 
  • Rodfrugt-chips m. guacemole og/eller hjemmelavet tomat-ketchup
  • Af drikkelse bruger vi vand, urte te (gerne med lakridsrod, som er så sød og har en skøn smag f.eks. denne), friskpressede grøntsagssafter eller købte pressesafter. 



Foreslagene kan både bruges til mellemmåltider, og til når du er sulten for sjov
- eller når du er virkelig h-u-n-g-r-e-n-d-e efter sødt... NU!!




Et godt tip hvis du virkelig er gået sukkerkold - og har meget svært ved at stå for fristelserne....
Så tag et olie-shot! Tag 1 spsk. olie enten ren på ske eller blandet i lidt saft. Det tager de værste sukker-abstinenser! Vælg nogle af Nordic Naturals olier. De er klart de bedste på markedet, efter min opfattelse. Tag helst ikke olie-shottet på tom mave, men sammen med lidt mad f.eks. bare noget tørret frugt og nødder eller mandler. Forsøg også med et stort glas vand.

Sukker du efter sukker? 
Så handler det selvfølgelig om at finde sunde(re) alternativer (som ovenfor), men mindst ligeså meget om at forebygge cravings ved få skabt et stabilt blodsukker.... som faktisk kan være lidt af en umulig kamp hvis du fortsat indtager (masser af) sukker og hvide sager som pasta, brød, ris og mælk.... Jo mere du holder igen, jo lettere vil det med tiden blive. I promise you!



torsdag den 3. januar 2013

Sundt sødt i januar #2 - Mine retningslinjer

Som du kan læse eller måske allerede har læst i indlægget her, så har jeg valgt kun at spise sundt sødt, som NÆRER mig i hele januar.

54 personer har pt. committet sig på min Facebook side til at være sukkerfri i januar.

Har du ikke fået dig meldt til, så kan du sagtens nå det endnu. Er du ikke på Facebook eller vil du gerne være anonym, så send mig en mail på info@janeryberg.dk med teksten "jeg spiser kun sundt sødt i januar" i emnelinjen.

Tænk sig for 100 år siden blev sukker betragtet som det hvide guld. Der blev i gennemsnit spist ½ kg sukker årligt pr. person, og det var kun de fine og rige, der havde råd til det. Det blev bl.a. også brugt medicinsk til at berolige med. Og jøsses, hvor har vi da åbenbart brug for at blive beroligeret idag. De seneste statistikker viser, at vi i gennemsnit indtager 43 kilo sukker årligt pr. person. Det betyder, at vi ligger på en 2. plads, lige efter USA. Idag har alle råd til sukker, uanset om det er hverdag eller fest. Og det er med årene blevet omdøbt til det hvide gift....
(kilde for statistikoplysningerne: http://www.sundhedslex.dk/sukkerafhaengighed.htm)

Det med sukker er jo lidt af en jungle, som faktisk ikke er helt så lige til at definere... Der er jo mange forskellige slags sukkerarter, og de påvirker kroppen på forskellige måder.

Derfor har jeg valgt at uddybe mine kriterier for hvilke sukkerarter, jeg har det okay med at indtage i januar, og hvilke jeg vil udelade.

Måske har du lyst til at følge mine kriterier, eller du kan lave dine egne. Bare du definerer dem. Er det f.eks. "kun" slik, is, sodavand og kage, som du ikke vil indtage - så er det helt fint. Bare du har nogle retningslinjer for dig selv.

Mine retningslinjer for "sundt sødt, som nærer mig" er:

  • Ingen slik, kun hjemmelavede frugtkugler og andet guf 
  • Ingen sodavand eller andre læskedrikke, kun vand, urtete (gerne lakridsrod, som søder meget) og friskpressede grøntsagsjuice 
  • Ingen købeis eller -kage, kun hjemmelavet "is" og hjemmebag 
  • Ingen chokolade med tilsat sukker/rørsukker (heller ikke min højtelskede mørke chokolade), kun hjemmelavet raw chokolade
  • Ingen fødevarer med tilsat sukker/rørsukker (sukker kan hedde mange ting, læs her hvis du vil vide det). F.eks. indeholder ketchup mere sukker end chokolade! Hele 85% af sukkerindtaget kommer fra det "skjulte" (tilsatte) sukker! Kun hjemmelavede sager uden tilsat sukker.
  • Ingen hvidt brød, hvidt pasta og hvide ris, da det er ren stivelse og tom for næring. Det fungerer som sukker i kroppen, da kroppen ikke kan kende forskel på, om den får sukker fra stivelse eller slik!. Kun brød med næring, fuldkornspasta og brune ris


De sukkerarter, som jeg har det okay med at bruge herhjemme i køkkenet, er:

  • Tørret og frisk frugt
  • Lidt kokospalmesukker  Udvindes af saften fra kokospalmens blomster. Saften reduceres til en tyk sirup, der bliver tørret og formalet til sukker. Det har en skøn smag a la brændt karamel og indeholder flere vitaminer og mineraler. (brug f.eks. denne)
  • Lidt honning (uopvarmet)


Sødemidler som stevia, birkesød og sukrin synes jeg virker lidt for kemiske for min gane, så dem har jeg bevidst udeladt.


De forskellige sukkerarters påvirkning af blodsukkeret: 
I sammenligning med sukker og rørsukker, som har et glykæmisk indeks (GI) på ca. 70, har kokospalmesukker et GI på 35 og honning et GI på 55.

Ovenstående tal er beregnet ud fra det enkelte produkt isoleret set, og ikke set i lyset af, at det ofte indtages sammen med andre fødevarer. Indtager du fedt (f.eks. mandler og nødder) sammen med sukkerarterne, så reduceres stigningen i blodsukkeret markant. Så HUSK det hver gang du f.eks. spiser frisk og tørret frugt...


Det vil da glæde mig at høre om dine retningslinjer, hvis du har lyst til at dele dem.

Det kan gøres i kommentarfeltet herunder, på Facebook eller på info@janeryberg.dk.



søndag den 30. december 2012

Sundt sødt i januar #1 - Commitment

Inspireret af denne artikel, er her de vigtigste punkter og forudsætninger for at få nytårsforsætter, der holder:

1. Sørg for at vælge ét enkelt mål

2. Lav målet præcist, realistisk og målbart (brug gerne hvad, hvordan, hvornår, hvor længe og HVORFOR (hvilken følelse giver det dig))

3. Fremsæt dit mål positivt og hen-imod drømmen i stedet for væk-fra (den dårlige samvittighed)

4. Forpligt dig overfor andre - halvdelen af succesen handler om at sige det højt, så du har nogle at føle dig ansvarlig overfor

Jeg har defineret mit mål. Det er ét enkelt mål. Det er præcist, realistisk, målbart og positivt;

I januar spiser jeg kun sundt sødt.

Og dét at forpligte sig overfor andre, er ganske enkelt EFFEKTIVT. 
Du får handlet langt mere, end hvis du bare har lavet en aftale med dig selv (der kan jo så hurtigt komme andre ting i vejen, der pludselig er meget vigtigere... :o) ! )

Vil du være med til kun at spise sundt sødt i jaunar? 
Så find opslaget på min Facebook side og sæt et tegn i kommentarfeltet. Er du ikke på Facebook eller ønsker du at være anonym, så send mig en mail på info@janeryberg.dk med teksten "I januar spiser jeg kun sundt sødt" i emnelinjen.

Jeg vil løbende komme med inspiration og idéer til sundt sødt, og tips til at holde blodsukkeret stabilt.

Er du med? Kun sundt sødt i hele januar? Og altså ingen skod-sukker, der frarøver din krop en masse energi og godt humør, tærer på kroppens kalk-lagre, og giver ekstra kilo på mave, lår, sideben og numse :-)

Du er velkommen til at skyde nytåret igang ved at passe godt på dig selv!

lørdag den 10. november 2012

Hindbær-marcipan

Dette er en fantastisk opskrift, hvis jeg selv skal sige det ;). Let og hurtigt at lave - og kombinationen af hindbær og marcipan er bare helt enestående og rent guf for ganen. 

Opskriften er fra min jule e-bog Sund December (fra 2011) men den tåler helt sikkert at blive spist året rundt.  

Opskriften i jule e-bogen er således: 

HINDBÆR MARCIPAN
50 g. hindbær (optøet)
1 stor spsk. kokosolie
100 g. hele mandler
1 spsk. æblemos
1 spsk. agavesirup
100 g. chokolade

Hindbærrene overhældes med kogende vand igennem en si. Mos dem med en ske og lad dem dryppe godt af for væske. Smelt kokosolie ved svag varme og lad det køle helt af. Mal de hele mandler til mandelmel i en kaffekværn og tilsæt æblemos og agavesirup, så det bliver til marcipan. Marcipanen blandes godt med kokosolie og hindbærrene til en ensartet masse. Stil massen i køleskabet eller fryser ½-1 time, så er de nemmere at trille. Smelt chokolade over vandbad og tril små kugler, som dyppes heri. 



Men ak ja, som tiden går - får man jo andre, bedre eller nemmere idéer...

Ja, det eneste konstante ER forandring - og det må jeg være noget så enig i, selvom det er forvirrende ad H til...og til tider irriterende... :o/...og alligevel interessant og spændende.

Opskriften nedenfor er MEGET nemmere, og måske endda også lidt sundere, da den udelukkende er sødet med naturens sødme fra dadlerne. Altså ingen agavesirup, som meget nemt kan have lidt overlast i produktionen, medmindre du anskaffer dig en virkelig god kvalitet, som f.eks. denne!

Så nu bruger jeg for det meste denne opskrift, og specielt hvis jeg er løbet tør for kvalitets agavesiruppen:

HINDBÆR MARCIPAN (lettere udgave)

50 g. hindbær (optøet)
1 stor spsk. kokosolie
100 g. hele mandler
3 medjoul dadler
100 g. chokolade

Hindbærrene optøes. Mandlerne males til mel i en kaffekværn. Hindbær, mandelmel, dadler og kokosolie æltes godt sammen til en ensartet masse. Stil massen i køleskabet eller fryser ½-1 time, så er de nemmere at trille. Smelt chokolade over vandbad og tril små kugler, som dyppes heri. Rul evt. kuglerne i kokosmel eller finthakkede mandler og sæt dem på bagepapir, indtil chokoladen er størknet. Opbevares på køl.


Prøv dem - du vil ikke blive skuffet! 
Jeg glæder mig til at høre, hvad du mener om dem :-)