lørdag den 10. november 2012

Hindbær-marcipan

Dette er en fantastisk opskrift, hvis jeg selv skal sige det ;). Let og hurtigt at lave - og kombinationen af hindbær og marcipan er bare helt enestående og rent guf for ganen. 

Opskriften er fra min jule e-bog Sund December (fra 2011) men den tåler helt sikkert at blive spist året rundt.  

Opskriften i jule e-bogen er således: 

HINDBÆR MARCIPAN
50 g. hindbær (optøet)
1 stor spsk. kokosolie
100 g. hele mandler
1 spsk. æblemos
1 spsk. agavesirup
100 g. chokolade

Hindbærrene overhældes med kogende vand igennem en si. Mos dem med en ske og lad dem dryppe godt af for væske. Smelt kokosolie ved svag varme og lad det køle helt af. Mal de hele mandler til mandelmel i en kaffekværn og tilsæt æblemos og agavesirup, så det bliver til marcipan. Marcipanen blandes godt med kokosolie og hindbærrene til en ensartet masse. Stil massen i køleskabet eller fryser ½-1 time, så er de nemmere at trille. Smelt chokolade over vandbad og tril små kugler, som dyppes heri. 



Men ak ja, som tiden går - får man jo andre, bedre eller nemmere idéer...

Ja, det eneste konstante ER forandring - og det må jeg være noget så enig i, selvom det er forvirrende ad H til...og til tider irriterende... :o/...og alligevel interessant og spændende.

Opskriften nedenfor er MEGET nemmere, og måske endda også lidt sundere, da den udelukkende er sødet med naturens sødme fra dadlerne. Altså ingen agavesirup, som meget nemt kan have lidt overlast i produktionen, medmindre du anskaffer dig en virkelig god kvalitet, som f.eks. denne!

Så nu bruger jeg for det meste denne opskrift, og specielt hvis jeg er løbet tør for kvalitets agavesiruppen:

HINDBÆR MARCIPAN (lettere udgave)

50 g. hindbær (optøet)
1 stor spsk. kokosolie
100 g. hele mandler
3 medjoul dadler
100 g. chokolade

Hindbærrene optøes. Mandlerne males til mel i en kaffekværn. Hindbær, mandelmel, dadler og kokosolie æltes godt sammen til en ensartet masse. Stil massen i køleskabet eller fryser ½-1 time, så er de nemmere at trille. Smelt chokolade over vandbad og tril små kugler, som dyppes heri. Rul evt. kuglerne i kokosmel eller finthakkede mandler og sæt dem på bagepapir, indtil chokoladen er størknet. Opbevares på køl.


Prøv dem - du vil ikke blive skuffet! 
Jeg glæder mig til at høre, hvad du mener om dem :-)