Hjemvendt fra Ebeltoft, gik turen idag til Bakkely fiskesø. Med fiskestænger og fiskegrej - og madkurv fyldt med æblemuffins. Mums - de var blevet gode, selvom chokoladen knap nok var smeltet, før de røg ud i bilen - og afsted det gik i det skønneste efterårsvejr.
Opskriften, som er pærelet (eller æble, om du vil ;-)), kommer her:
150 g. mandler
80 g. cashewnødder
80 g. hasselnødder
1 tsk. bagepulver (gerne vinstens)
1 stor spsk. kokosolie
2 dl. kokosmel
2 tsk. kanel
½ tsk. vaniljepulver
1 nip havsalt
3 æbler
2 spsk. honning
½ dl. vand
5 æg
1½ dl. rosiner
Kom mandler og nødderne i foodprocessoren og hak dem groft. Tilsæt bagepulveret og kør et par omgange mere. Tilsæt kokosolie, kokosmel, krydderier, æbler (uden skræl), honning og vand og kør det hele sammen. Tilsæt æg et efter et og kør til sidst rosinerne med rundt et par omgange, så de stadig forbliver hele.
Kom dejen i muffinforme (ca. 12 stk.) og put dem midt i ovnen ca. 35-40 min. ved 160 grader.
Kagefadet blev hurtig tomt - og fingre, mund og tøj var afslørende for en vældig appetit og kagebegejstring :-). Jeg var også begejstret! Ja, selvfølgelig over et tomt fad, da det jo altid er spændende, hvordan endnu et mad-eksperiment bliver modtaget! Men allermest over naturens storslåethed og ro. Hold nu op - det er ikke sidste gang, jeg har været på fisketur. Med dejlige unger og varme æblemuffins. Og så skidt da med, at vi ikke fangede det mindste...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar