søndag den 12. marts 2017

Drømme-kage-chokolade-muffins

I går var Simon og hans fodboldhold blevet inviteret til Baboon City i Herning for at fejre et par søde fodboldkammeraters 13 års fødselsdage. Og det skulle ske med pizza og kagemand. Og intet ondt ord om det. Men som i nok ved (ellers kan i læse/genlæse her), så tåler Simon jo ikke så godt hverken gluten eller mejeriprodukter.

Han var en sej lille gut dér for knap 4 år siden. Han spiste ikke en krumme forkert. Og stod virkelig på mål og var prøveklud for alle mine underlige bagerier og sjove kokkerier. Selvom det kun er 4 år siden, så var der slet ikke så mange gluten- og mælkefrie varer på hylderne, som der er i dag. Og selvom jeg slet ikke er fan af eller fortaler for ret mange af dem (da de ofte er fyldt med både stivelse og sukker), så er det alligevel rart at kunne ty til i en snæver vending :-).

Efter dét år med total udelukkelse af gluten og mejeriprodukter, har Simon spist "som alle andre", når vi/han er ude. Han tilpasser det selv, og ved godt hvor han kan undvære eller tage noget andet. Herhjemme spiser han stadig uden gluten og mejeriprodukter. Dog spiser han smør (rigtig smør!), da det mest består af fedt og næsten ingen laktose (mælkesukker) eller kasein (mælkeprotein), som er det, han reagerer på.

Simon er blevet mere bevidst med alderen, om at han (igen) gerne vil undvære gluten- og mejeriprodukter, når han er ude også. Og selvom det er svært - både at se på det de andre spiser, og som han også godt selv gad at kunne spise, og det "dilemma" at være anderledes og blive lagt mærke til....så er han alligevel kommet til et sted, hvor han er begyndt at tænke på, og gøre dét der er bedst for ham selv og hans krop. At han spiller så meget fodbold og har en masse drømme med det, sparker også godt til motivationen og vedholdenheden.

Så det var i stor kærlighed og med massiv stolthed, at jeg i fredags bagte disse drømme-kage agtige muffins, som han kunne få med til fødselsdag lørdag. Fødselarernes mor havde været så sød og betænksom at sørge for glutenfri pizza hos Baboob City til ham.


Fordi Mad Gør En Forskel v/Jane Rybergs billede.

Opskriften kommer her til 15 stk:

250 g. glutenfri havregryn
2 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljepulver
3 spsk kakaopulver
100 g. smør
2 dl. rismælk
3 æg
200 g. kokossukker

Mal havregryn til mel i f.eks. kaffemølle eller minihakker, og kom bagepulver, kakaopulver og vaniljepulver heri. Smelt smørret og kom rismælken heri. Pisk æg og sukker godt sammen. Rør smør/rismælk i ægge/sukkerblandingen, og derefter også havremelet. Giv dejen ca 5 min at samle sig i, imens du sætter fine og store muffinsforme på en bageplade. Brug evt en lille stabil muffinform inden i en stor form.
Bag dem ved 180 grader i 15 min. midt i ovnen.

Kokos-topping:
70 g. smør
2 spsk rismælk
100 g. kokossukker
50 g. kokosmel
1 spsk kakaopulver

Smelt smørret og tilsæt rismælk og kokossukker. Lad det koge kort op. Bland kokosmel i og rør godt rundt. Fordel massen på kagerne (når de har bagt 15 min), og bag dem yderligere 10 min. i ovnen ved 180 grader.

Ingen kommentarer: