mandag den 27. februar 2012

Farverige frikadeller

Når man begiver sig ud i at bruge pulpen fra grøntsagsjuicen, ja så ved man aldrig helt hvilket resultat, man ender med... ;-)

Det blev egentligt helt godt i frikadellerne her.

Jeg plejer at bruge godt med grøntsager i vores frikadeller, så som løg, rød peber, squash osv., men det giver alligevel et andet...måske mere blødt og farverigt resultat med pulp.
Men absolut ikke ringere! Blot billigere! (selvfølgelig forudsat at du juicer... og pulpen oftest ender i skraldespanden)

Til frikadellerne havde jeg først juicet gulerødder, broccolistokke, squash og lidt rødbede og tog så pulpen fra, inden jeg fortsatte med at juice selleri, æbler, citron, ingefær osv. Men det er jo en smags sag, hvad du vil have i dine frikadeller.


Her kommer opskriften på mine deller:
400 g. hakket kød (f.eks. kyllingekød) Jeg brugte hakket hønsekød fra Hanegal
2 løg
3 fed hvidløg
1 æg
200 g. pulp
Havsalt
Peber
Stærk paprika
Stødt muskatnød
Kokosolie til stegning

Løg og hvidløg hakkes fint i minihakker. Bland løgene med det hakkede kød og tilsæt æg, pulp og krydderier. Rør det hele godt sammen og form til små frikadeller, som steges i kokosolie.

søndag den 19. februar 2012

Hvilken kostretning kører du i? # 1

Sundhedsstyrelsens kostråd, Raw food, stenalderkost/paleo, fit for life, blodtypekost, low carb, syre/base, plus-minus, kernesund, vegatarisk, vegansk, ayurveda, mælkefri, sukkerfri, glutenfri, glykæmisk indeks - you name it!

Py ha...kostretningerne er mange!
Hvilken en passer til netop dig...og mig?

Jeg indrømmer det gerne. Jeg har ikke svaret!
Eller sandheden om sundheden. Sandheden om din sundhed.

Hvad der er sandt og sundt for mig, er ikke nødvendigvis sandt og sundt for dig.
Vi er lige så individuelle væsener, som der er dråber i havet.

Derfor må mit bedste bud på svaret være:
Vi har hver især vores eget svar og sandhed om vores sundhed.

Kun DU kan mærke din krop, og kun DU kan fornemme, hvad der er bedst for dig.
Derfor er alle kostretninger lige gode - eller lige dårlige, om du vil.

Ofte komplicerer vi tingene. Hvorfor ikke bare.. keep it SIMPLE?
Hvorfor leve i frygt for ikke at gøre det "rigtige"?
Hvorfor ikke begynde at leve mere i tillid til, at du gør det "rigtige" for dig - lige nu.
Vi er ofte så hårde ved os selv og lever i en evig kamp - alt det vi bør og skal.
Tænk hvis denne kamp, angst, frygt og hårdhed er langt værre for sundheden, end det vi egentlig putter i munden!

Jeg tror på lidt af hvert - og alt med måde.
Jeg blander med fryd og glæde alle de forskellige kostretninger sammen i et sammensurium...til mit helt eget. Jeg foretrækker ikke nogen bestemt kostretning, men sund fornuft, ren logik og ikke mindst at følge min mavefornemmelse.

Jeg går ind for LYT-TIL-DIN-KROP KOST.
Hvordan er dit velbefindende, dit humør, din energi, din fordøjelse...?
Fungerer det ikke som det skal, er det tegn på, at du må lave noget om.
Forsøg dig frem. Gør noget nyt.
Kun du kender din krop og kan mærke hvad den har bedst af.
Velvidende at det kan være svært at skelne mellem "mærkeapparatet" imellem ørerne og i kroppen. . .

Læs min næste blog, hvor jeg skriver mere præcis omkring, hvad vi gør her i familien...
Måske du kan finde lidt inspiration.

onsdag den 15. februar 2012

Glutenfrit kernebrød m. pulp

Disse 3 sølle skiver var alt, der var tilbage efter et stort nybagt brød og en omgang uventede gæster søndag eftermiddag :-). Herligt!

Jeg vurderede, at det faldt i god jord - hos både store og små.

Forsøg dig selv frem i din familie med opskriften her:

6 dl. vand
1 tsk. balsamicoeddike
1 spsk. citronsaft
1 spsk. agavesirup
200 g. havregryn (evt. glutenfrie)
100 g. boghvedemel
100 g. fuldkornsrismel
1 spsk. bagepulver
½ tsk. havsalt
100 g. solsikkekerner
100 g. hørfrø
200. g. grøntsagspulp

Bland de våde dele sammen, Bland bagepulveret i melet og rør alle de tørre dele i vandet. Rør det godt sammen i en skål og lad dejen hvile på køkkenbordet 8-12 timer med et viskestykke over.

Iblødsætning af korn og frø/kerner nedbryder fytinsyren, og gør derved brødet mere fordøjelsesvenligt. Samtidigt undgår du, at fytinsyren hindrer optagelsen af vigtige mineraler.

Når dejen har stået i blød, tilsætter du pulpen fra din grøntsagsjuice og blander det hele godt sammen. Evt. med hænderne. Kom dejen i en brødform beklædt med bagepapir og pensl brødet med vand.
Sæt formen midt i ovnen og bag det i ca. 1 time ved 200 grader.

Rist gerne brødskiverne lige før de skal bruges - det gør altid glutenfrit brød mere lækkert!  

tirsdag den 7. februar 2012

Pulp-knækbrød

Okay, jeg indrømmer at navnet er lidt misvisende, for de knækker ikke det mindste...

Det er vist mest udseendet, der får mig til at kalde dem knækbrød...

MEN ikke desto mindre er de mindst ligeså så gode og meget meget sundere end alm. knækbrød...


Sprængfyldt med fibre - fra grøntsager, frø og kerner...og æg som det mættende og blodsukkerstabiliserende protein.


Prøv opskriften her:
100 g. mandler/nødder
4 æg
½ tsk. havsalt
200 g. pulp (de overskydende fibre fra din grøntsagsjuice)
50 g. solsikkekerner
50 g. hørfrø

Hak mandler/nødder i foodprocesseren, tilsæt æggene et af gangen, mens maskinen kører. Kom salt og grøntsagspulpen i. Tilsæt tilsidst solsikkekerne og hørfrø (kør kun et par omgange, så frø og kerner kun blandes med og ikke findeles)

Kom bagepapir på en bageblade og bred dejen ud. Sæt pladen midt i ovnen ved 175 gr. i ca. 25-30 minutter. Bræk i passende stykker, når det er afkølet lidt.

Spises enten som de er, eller med en god marmelade (u/sukker), hasselnøddecreme, hummus, bønnepostej, tunsalat eller hvad du kan finde på af gode sager :-).

Kan opbevares et par dage, men smager klart bedst nybagte..

.

mandag den 6. februar 2012

Delmål 2 af 12 - Pimp din mad med pulp

Marcus nærmest elsker at køre sagerne igennem juiceren!
Så er 2. delmål klar til action!
Du kan læse mere om processen og
1. delmål lige her.

Er du mon stadig med? Jeg er.
Har presset grøntsagssaft min. 2 gange om ugen (efter planen) og føler mig allerede meget grønnere og sundere.

Nu handler det om at støtte op om bevægelsen mod madspild! (http://www.stopspildafmad.dk/)
Af flere grunde...

Den største grund for mig i denne sammenhæng er, at det bringer mig et skridt tættere mod hovedmålet:
Et grønnere 2012 - men så sandelig også det faktum at en gennemsnitlig dansk familie med 2 voksne og 2 børn smider mad ud for 10.000 kroner om året - og det kunne jeg da sagtens finde på andet at bruge til ;-) (kilde: www.stopspildafmad.dk)

Andre væsentlige grunde er at spare på jordens i forvejen knappe ressourcer samt at bidrage til at begrænse CO2-udslippet, hvorved drivhuseffekten og dermed den globale opvarmning bremses.
.
Delmål nr. 2

HVAD skal der ske?:
Pulpen (det overskydende fra grøntsagssaft) skal bruges og ikke blot havne i skraldespanden og bidrage til de 63 kg, som hver dansker i gennemsnit smider ud, istedet for at spise det .... (kilde: www.stopspildafmad.dk)

HVORFOR nu det?
Fordi det er heri fibrene sidder og dem kan bl.a fordøjelsen rigtig godt lide. Desuden regulerer fibrene appetitten og giver en god og lang mæthedsfølelse - samtidigt med at de fjerner giftstoffer fra kroppen. Fibre findes i grøntsager, bær, frugter, bønner, fuldkorn, nødder, og frø.

HVORDAN gøres det?
Du kan stort set bruge det, hvor du vil - brug fantasien og vær kreativ...Grin af de sjove farver og nyd at din sundhed øges. 
Her er nogle forslag til, hvor du kan komme pulpen i: Boller, brød, fladbrød, pandekager, knækbrød, bøffer/deller, sammenkogte retter, rustikke kager, kødsovs. 
Opskrifter på mine 'påfund' kommer her på bloggen i løbet af måneden.

HVORNÅR (hvor ofte) skal det bruges?
Det skal som minimun bruges 2 gange om ugen (samme dag eller max. dagen efter at der er lavet grøntsagssaft)  

Rigtig god fornøjelse (og fordøjelse) med 2. delmål!


Vil du have mail fra mig, når næste delmål kommer her på bloggen (sammen med øvrigt sundheds-snak) - så send mig en mail med "ja tak til blog-nyt" på info@janeryberg.dk - så går du ikke glip af noget ;-) (KUN hvis du ikke allerede er tilmeldt i forvejen, ellers kommer det automatisk)

mandag den 9. januar 2012

Delmål 1 af 12 - Grøntsagssaft, det flydende guld!

Har du sat dig et mål for 2012 - med en klar handlingsplan, delmål og tidsintervaller?

Det har jeg (for første gang nogensinde ;-))

Mit mål for 2012 er, at jeg vil være (endnu) grønnere - og dermed speede op for brugen af grøntsager, urter og bær.

Hvis du ikke selv har fået sat dig et mål, eller dit nytårsforsæt allerede er gået fløjten...
- så er du mere end velkommen til at følges med mig!

Jeg har delt mit hovedmål (at være endnu grønnere) op i 12 delmål, som skal føre mig (og måske også dig?) hen imod målet - at være endnu grønnere. Det starter i januar og slutter i december. Ét hver måned, da det siges, at tage 21 dage at skabe en ny vane - så er der også lidt dage til at komme godt igang på :-).

Hvert delmål tages med over i den/de efterfølgende måneder, således at der i december er indført hele 12 nye sunde og grønne vaner. Lyder det for grønt...?! Jeg synes, det lyder skønt!

Alle 12 delmål kommer her på bloggen.
Vil du have en påmindelse fra mig (sammen med øvrigt sundheds-snak) - så send mig en mail med "ja tak til blog-nyt" på info@janeryberg.dk - så går du ikke glip af noget ;-) (KUN hvis du ikke allerede er tilmeldt i forvejen, ellers kommer det automatisk)

OG nu til det første delmål.

Delmål nr. 1

HVAD skal der ske?:
Der skal laves grøntsagssafter i lange baner.... Det er intet mindre end flydende GULD for din krop!

HVORFOR nu det?
Jow, fordi grøntsagssafter/juicer indeholder kæmpestore mænger antioxidanter (cellebeskyttere), vitaminer, mineraler og phyto-næringsstoffer - som har virkelig store sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende effekter. Grøntsagssafter giver et skud frisk og ny energi nærmest direkte ind i blodbanen, og fordøjelsen aflastes. Fibrene (pulpen - det der bliver tilbage) kan bruges i boller, sammenkogte rette mm. Grøntsagssaften er et supplement til den almindelige daglige sunde kost og skal ikke erstatte de hele grøntsager.

HVORDAN gøres det?
Find din juice maskine frem - eller overvej at investere i en.
Du kan lave den samme juice hver gang eller variere fra gang til gang.
Se opskrifter her nedenfor, søg på google eller besøg http://www.hignonlife.dk/.
Lån eller køb etv. Mads Bo Pedersens bog Hign on Juice (kr. 100,-)   

HVORNÅR (hvor ofte) skal det fixes?
Jeg laver grøntsagssaft hver 2. dag (pt., for nu er motivationen jo ret høj ;-)) Men målet for dette delmål er 2 gange i ugen.(tirsdag og fredag) Sæt gerne dag på. Jeg laver, så vi 5 i familien kan få et glas hver´- helt friskpresset og et lille glas til dagen efter (dog med næringstab...) 

OPSKRIFTER følger her:

RØDBEET IT:
1 broccoli stok
4 gulerødder
1 knoldselleri
1 rødbede
½ squash
2 æbler
½ citron m. skræl 
Frisk ingefær (1-2 cm)


GUL GUFFELI-GUF
8 gulerødder
1 stang bladselleri
2 æbler
½ appelsin m. skræl
Frisk ingefær (1-2 cm)


GRØN SKIPPER SKRÆK
1 hel broccoli (hoved + stok)
1 stang bladselleri
½ squash
1 agurk
2 håndfulde frisk spinat
2 æbler
½ citron m. skræl
Frisk ingefær (1-2 cm)
(kom spinaten mellem æblestykkerne, så får du mest saft ud)


Rigtig god fornøjelse med 1. delmål!
Jeg er allerede tyvstartet - og nyder det.  

Fantastisk natur

Rigtig godt nytår!
- må denne lille søde historie være min nytårshilsen til dig fra mig! 

Med ønsket om at vi alle må passe på hinanden...


(Fra bogen "Tør du mærke livet")


"En dag spørger en lille dreng sin bedstemor, hvordan verden er opstået. Hun svarer, at han nok er for lille til at forstå hele sammenhængen, men hvis han er stor nok til at tænke over det, er det tid til at få den første lektion. Sammen går de to langt væk fra byen. Ud til et sted, hvor de kan se træer, bjerge, himmel og hav. De samler grene og kvas, og bedstemor laver et bål. Hun siger til den lille dreng, at han skal sætte sig på jorden og være ganske stille, så længe han kan. Tiden går i stå, og først efter lang tid begynder drengen at bevæge sig. Han kan ikke længere sidde stille, og hans tanker er også begyndt at røre på sig.

Er jeg klar nu? spørger han forhåbningsfuldt sin bedstemor. Bedstemoren har siddet stille og set lige ud i luften. Nu kigger hun opmærksomt på ham og smiler.

Ja, nu er du klar til at komme til verden.

Hun tager hans hånd, spreder hans fem fingre og begynder at tælle dem. Først var der solen, siger hun og rører ved hans tommelfinger. Solens kraft dansede med jorden. Hun samler hans tommel-og pegefinger og presser dem mod hinanden.

Ud af solens og jordens dans kom så planterne. Det er derfor, vi kalder træerne for de første væsener - dem, der står ranke. De har nemlig været her meget længe. Hun peger på drengens langemand, og han ser pludselig, at den mellemste finger er den længste på hånden. Han lægger nakken tilbage og kigger op på de store træer, som omgiver ham. Sammen lytter de til lyden af vinden i bladene.

Efter planterne kom dyrene. Nu havde de noget at leve af, siger bedstemor og rører blidt drengens ringfinger.
Og hvad skete der så? Hvem kom så som de næste? spørger drengen. Han holder spændt sin lillefinger frem mod sin bedstemor.
Ja, så kom mennesket. For nu var der skabt en verden, som de kunne leve i. Solen, jorden, planterne og dyrene har tilsammen alt, hvad mennesket skal bruge for at leve.

Bedstemoren tager hårdt om drengens lillefinger med sin krogede hånd. Hendes stemme lyder helt anderledes, end den plejer. Derfor skal du respektere alt omkring dig. Det hele er skabt, sådan at du kan eksistere, og hvis det forsvinder, så forsvinder du også.

Alt hænger sammen.

Drengen nikker alvorligt. Længe sidder de to sammen og ser på skyerne, der driver hen over himlen. Bålet foran dem brænder langsomt ud. Så rejser drengen sig op og rækker sin lille hånd frem mod hende.

Kom, bedstemor. Nu går vi hjem. Jeg lover, at jeg nok skal huske, hvad du har fortalt mig. Og hvis jeg glemmer det, så kan jeg jo bare kigge på min hånd. Så vil jeg altid huske, hvad du har fortalt mig om mennesket og om, hvor vi hører til.


Sascha Amarasinha (Earth Wisdom)