onsdag den 4. april 2012

Påskeæg og gækkeri

Vintergækken vedlægges ofte gækkebreve op til påske, som et symbol på at narre...

Vintergækken narrer sommeren og springer ud i fuldt flor om vinteren! 

Imorgen vil jeg putte et gækkebrev og en vinter-gæk i postkassen til børnene herhjemme, i håbet om at de gætter mig - for "påskeægget" er allerede planlagt :-)

I stedet for ét stort sukkerfyldt påskeæg eller 10 små har jeg lavet små påske-pakker til dem, som jeg gemmer i haven.

Her er, hvad jeg har købt/lavet til hver især:
  • 2 pakker fodboldkort 
  • 3 chokolade påskeæg (se opskrift nedenfor)
  • 1 biobrus sodavand
  • 1 pose hjemmelavede popcorn
  • 3 marcipan påskeæg (se opskrift nedenfor)
  • 1 stk gavekort til en is i fryseren (lavet af æble/granatæblesaft)

Og nu til opskrifterne på de lækre påskeæg!

Chokolade Påskeæg:
(10 stk)
4 bløde medjoul dadler
1 spsk. kakaopulver (evt. raw)
1 dl. cashewnødder (fintmalet i kaffekværn eller foodprocessor)
1 spsk. kokosolie

Ælt dadlerne med fingrene og tilsæt kakaopulver, kokosolie og de fintmalede cashewnødder. Ælt det hele godt sammen og form dem til æg. Kom dem i fryseren, imens du gør klar til chokoladeovertrækket.

Du kan overtrække æggene med en økologisk mørk chokolade (70-85%) eller lave denne
raw chokolade:
½ dl. kakaosmør
2 spsk. kakaopulver (evt. raw)
1 spsk. agavesirup
1 nip havsalt

Kakaosmør smeltes over vandbad og agavesirup, kakaopulver og salt tilsættes. Vend påskeæggene her i - evt. flere gange, hvis du vil have et tykt lag på :-P

Drys påskeæggene med hakkede mandler, pistacienødder, morgenfrueblade eller
gul kokos-krymmel:
½ dl. kokosmel
½ tsk. vand
½ tsk. gurkemeje
Udrør gurkemejen i vand og bland det godt sammen med kokosmelet, indtil det har en ensartet farve.



Marcipan Påskeæg:
(25 små stk.)
100 g. smuttede mandler (fintmales i kaffekværn eller foodprocessor)
1 spsk agavesirup

De fintmalede mandler blandes med agavesirup og formes til æg. Æggene overtrækkes med mørk chokolade eller raw chokolade (se opskrift ovenfor)

Alle påskeæggene opbevares bedst i køleskab, og smager bedst kolde.


Ha' en rigtig dejlig påske!

3 kommentarer:

Malene sagde ...

Lavede påskeæg til minmor efter din vejledning og de var meget populære. Mange tak for god inspiration.

Det Stormske Køkken sagde ...

Hvor er de fine. Kan man bruge alm. sirup i stedet for agave til marcipanæggene?

God weekend!

Jane Ryberg sagde ...

Rent konsistens- og smagsmæssigt kan du sagtens bruge anden sirup - men sundhedsmæsssigt vil jeg klart anbefale agavesirup - og en i en ordentlig kvalitet, som f.eks den fra rawandmore.dk, som er skånsomt forarbejdet.