søndag den 24. juni 2012

Delmål 6 af 12 - drik din urt

Tilbage i år 2002 - da jeg var bare 27 år...
Tiden hvor jeg havde langt færre vasketøjsbunker og langt færre post-it sedler på hjernen. Tiden hvor jeg havde nul forpligtelser, og kun masser af tid og ro. Tiden uden skønne børn. Tiden hvor jeg søgte en retning med mit liv (specielt arbejdslivet) - derfor besøgte jeg en meget dygtig og spændende håndlæser. Hun sagde bl.a. således til mig:

"Det er meget sjældent, at jeg møder en pige på kun 27 år, som jeg faktisk kun kan se, har een vej for sig at gå - det er indenfor den alternative verden. Der er ikke rigtig nogen vej udenom. Ofte har man flere veje, man kan vælge at gå. Jeg ser det som en slags "psykologisk kostvejledning". Et mix af mad, terapi, heling og spiritualitet. Jeg kan se, at du i et af dine tidligere liv har du været en "klog kone", der gik og samlede en masse helbredende urter..."


Det er nu ret sjovt at læse de papirer igen. Sådan "afslørede" mine hænder mig - for 10 år siden!
Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg spolede, stoppede og skrev, spolede, stoppede og skrev.
Alt fra det bånd, som jeg fik med mig hjem, blev skrevet ned - og gemt et særligt sted.


Måske er det slet ikke så underligt, at jeg har en meget stor kærlighed for urter idag. 
Og jeg må også sige, at jeg er på vej på MIN vej - og jeg har aldrig ønsket mig at gå nogen anden vej!

Jeg elsker at bruge forskellige urter - både i maden og til te og juicer, men også i ansigtsmasker, dampbad, fodbad mm. Det er egentligt ikke så meget smagen eller duften - men mere virkningen, der optager mig.

Som du måske nok har gættet, så skal denne måneds delmål handle om URTER.


Delmål nr. 6 

HVAD skal der ske?:
Jeg vil inddrage urter meget mere i min hverdag. Der er så mange forskellige slags med hver sin fantastiske virkning - både forebyggende og helbredende.  

HVORFOR nu det?
Kloge mænd og koner fra alverdens folkeslag har gennem tiden overleveret deres viden om lægeplanter. Blade, bark, blomster, frugter og rødder har i tusindevis af år været basis for udtræk, omslag, salver og teer, der er blevet brugt til at behandle og lindre sygdomme og skader. Den omfattende viden om naturens helbredende kræfter er gennemprøvet i tusindevis af år af kinesere, grækere, ægyptere, europæiske munke, indianer og læger. I konventionel medicin er der kraftig skelet til erfaringer med lægeplanter, der i mange tilfælde udgør grundlaget for den syntetisk fremstillede medicin (kilde: URT! af Rikke Goerlich)


HVORDAN gøres det?
På de kolde dag vil jeg lave mig en kande urtete - og på de varme dage vil jeg forsøge mig med ice-tea og andre læskende drikke. Jeg vil løbende ligge opskrifter på bloggen her. 

HVORNÅR (hvor ofte) skal det gøres?
Urtete og læskedrikke/ice-tea laves min. 4 gange om ugen.


"Til enhver sygdom er der vokset en plante" hævdede præsten Sebastian Kneipp i det forrige århundrede - så hvad er mere nærliggende end at bruge løs af dem.

God fornøjelse!